”Brug Knolden!” Det er sloganet for årets Madkamp, hvor elever fra hele landet skal lære alt om kartofler. Først skal lærerne dog uddannes på Madkamps lærerkurser. Selvom den lille knold er både sund, billig og kan tilberedes på et uendeligt antal måder, har forbrugerne de senere år vendt den ryggen til fordel for ris og pasta.
”Vi vil gerne have kartoflen tilbage. Det er en fin og sund spise, der indeholder flere vitaminer og mineraler end ris og pasta. Og så hører den naturligt til i vores danske madkultur”, siger Susanne Tønneskov Hansen, der er lektor på PH Absalon og en af Madkamps tovholdere.
I år afholdes der lærerkurser på hele syv forskellige steder rundt om i landet. Ny på listen er Struer, da tidligere års erfaring viser, at det har været svært at trække lærere til uden for de større byer. ”Madkamp er for alle Danmarks skoler. Derfor håber vi meget at se nye ansigter”, siger Susanne Tønneskov Hansen.
Praktisk arbejde i fokus
I lighed med de andre år er der en god vekselvirkning mellem teori og praksis, og kurserne lægger op til at give deltagerne mulighed for selv at prøve kræfter med materialet, lover Susanne Tønneskov Hansen.
”Kurset giver en unik mulighed for at prøve kræfter med alskens metoder og kartoffelretter, inden de sender eleverne i køkkenet”
Madkamp støttes af Nordea-fonden. Madkamp udvikles og gennemføres i samarbejde med Madkulturen og professionshøjskolerne KP, UCL, UCN, UCSYD, VIA UC og PH Absalon samt skoler i hele landet.