Marie-Louise Boisen Lendal er direktør i og medstifter af tænketanken Frej, der sætter unge i front for en bæredygtig udvikling af vores fødevaresystem. Her deler hun sit syn på, hvordan unge kan være med til at forandre madkulturen.
1. Hvilken rolle har unge i at forme fremtidens madkultur?
Det vigtigste er, at unge vil uddanne sig, arbejde og engagere sig i fødevaresektoren. Kun sådan kan vi sikre, at fødevarebranchen følger med udviklingen og handler på de samfundsudfordringer, den næste generation ser. Klima- og biodiversitetsdagsordenen er jo altoverskyggende, og her kan unge være med til at udvikle sektoren i en grønnere retning.
Derudover er mad noget af det, der har allerstørst betydning for os. At spise, sanse og lave mad bidrager til ro og trivsel – ligesom at gå en tur i skoven gør.
Men i takt med, at vi spiser mere convenience og fastfood, falder forståelsen for vores fødevareproduktion. Det mønster kan vi kun bryde ved at bygge på det engagement i maden, som mange unge naturligt har.
2. Hvad gør I for at engagere unge i fødevaresystemet?
Vi har især engageret dem gennem frivillighed, hvor unge får et lidt nørdet fællesskab, hvor man møder andre unge med andre fagligheder, diskuterer, laver debatevents og fællesspisninger om bæredygtighed i fødevaresektoren.
Derudover bruger vi vores kanaler på sociale medier til at inspirere til ændrede madvaner og give en forståelse for, hvordan madvaner har betydning for fødevareproduktionen. Fx har vi skabt en serie om forbindelsen mellem vores chokoladeforbrug og vilkårene for lokale småbønder i Sydamerika.
3. Hvilke greb kan du anbefale for at nå den unge målgruppe?
Det er vildt, hvad humor kan gøre. Vi har et fantastisk samarbejde med komikerne fra Klamedia, som laver de vildeste sketches på Instagram og TikTok, der bruger humor som greb til at nå unge. Uden annoncekroner har vi nået 8 mio. visninger med 15 videoer, der inspirerer til at spise flere bælgfrugter.
Vi mener, at det er vigtigt at kombinere sociale medier, hvor man når rigtig mange unge på kort tid, med det fysiske møde hvor man kan have dybdegående samtaler. Derfor holder vi rigtig mange oplæg for unge på ungdoms- og erhvervsuddannelser. Vi laver forløb for landbrugsstuderende og giver viden om bæredygtighed til fx bager- og konditorstuderende.