3 skarpe til Eva Ravnbøl: Danmark kunne lære noget af italiensk skolemad

1. Hvordan har du oplevet tilgangen til skolemadsordninger i Italien, og hvad overrasker mest set med danske øjne?

Skolemadsordningen i italienske kommuneskoler er, set med danske øjne, meget imponerende og på et højt niveau.

For godt 20 år siden begyndte mine børn i hhv. første klasse og børnehave på samme skole. Klasseværelserne var meget slidte, og gården/haven trængte til en kærlig hånd.
Men hvad der stod helt skarpt, var skolekøkkenet med Angela og nogle assistenter, der lavede skøn mad hver dag.

Der var både primo og secondo til frokost. Altså enten pasta, risotto eller suppe og en hovedret, som var fisk tirsdag og fredag og kød en eller to dage, og noget andet resten af tiden. Altid med årstidens grøntsager til.

Vi forældre fik at vide, at der var skrappe regler for, hvordan råvarerne blev valgt, og det meste var økologisk. Gulerødder, zucchini mm. måtte for eksempel ikke være plukket eller høstet mere end tre dage, før de lå på børnenes tallerkener, og der var jævnlige kontroller.

Vi betalte cirka 40€ pr. måned dengang – 1/3 af den egentlige omkostning. Det offentlige dækkede resten. Nu er beløbet tættere på 80 € pr. måned. Hvis forældrene ikke har råd, får man “friplads”. Altså slipper man for at betale. Det skal være sådan, at alle spiser det samme.

2. Hvordan er den italienske madkultur oversat i skolemaden, og hvad kunne vi lære af det i Danmark?
Den italienske madkultur afspejler sig naturligvis i skolemaden, og man får for det meste traditionelle måltider. Der kan også være temauger med egnsretter fra andre regioner og endog fra udlandet, men det er sjældent.

En vigtig del af ordningen går ud på, at man sidder sammen med læreren og spiser, og at måltidet varer op til halv time. Derefter er der også tid til en tur ud i i gården eller i haven for at røre sig lidt. Lærerens opgave er at fortælle om maden og “konversere” og holde gang i langbordsstemningen.

Jeg har i mange år ment, at Danmark kunne lære næsten alt af dette system. Det er klart at forskellige kulturer prioriterer forskelligt, men det er til stor inspiration.

3. Hvilken betydning mener du, skolemåltidet har for børns trivsel, fællesskab og forhold til mad?

Trivslen bliver uden tvivl bedre både hos børn og voksne, hvis man spiser ordentligt og sundt og har god tid til det, og oven i købet socialiserer samtidig. Det er noget, der skaber fællesskab, som næsten intet andet kan gøre på samme måde.

Det kræver selvfølgelig, at man gentænker nogle ting. Tiden skal ikke deles op i minutter, og man skal ikke sluge maden, mens man laver noget andet. Der skal afsættes tid og rum til at spise frokost, hvilket – ud over det økonomiske aspekt – vistnok er en af de store udfordringer i Danmark, hvis man skulle prøve at følge i italienernes spor.

Jeg er overbevist om, at det ville kunne betale sig på mange niveauer, hvis man prioriterede gode madvaner og sund og lækker frokost i de rigtige omgivelser højere. I særdeleshed i disse år, hvor børns trivsel jo lader til at blive dårligere og dårligere.

De udfordringer er i øvrigt ikke ukendte i Italien, men det hænger sammen med mange andre ting, som overdreven skærmtid, efterdønningerne af corona osv.