1: Hvad ser du som den største udfordring i det digitale madlandskab, unge befinder sig i i dag?
De sociale medier, hvor børn og unge bruger ufatteligt meget tid, er ikke lavet til børn. Så der er ikke nogen, der tager ansvar for børnene, når de er alene på de platforme. Det betyder, at der er fri leg for, hvordan man kan annoncere, og hvad man kan sige om mad og sundhed, uden at der er nogen myndighed, der holder styr på det.
Og når størstedelen af reklamer om fødevarer kommer fra udlandet, så bliver det jo ekstremt vigtigt, hvad vi laver af indsatser her i Danmark.
2: Hvordan ser du, at sociale medier kan bidrage positivt til børn og unges maddannelse og sundhed?
Jeg ser en åbning for, at man investerer massivt i at lave bedre platforme og bedre indhold til børn og unge – især inden for mad og sundhed. Enormt meget af det indhold, der bliver delt på sociale medier, er madindhold, så interessen findes jo. Men der er endnu ingen, der har turdet at tage ansvaret for maden.
Sociale medier er gode til at åbne fællesskaber op for de større børn, som de ellers ikke var blevet introduceret for. Problemet er bare, at der er en overvægt af usunde fællesskaber. Dem kan vi ikke komme til livs på én dag, men vi kan lave nogle positive alternativer.
3: Hvem har ifølge dig det største ansvar for at styrke madkulturen for den unge generation?
Det undrer mig helt ned i min grundvold, at ingen har taget ansvar for børns digitale fritidsliv. Det eneste, der regerer, når børn åbner en telefon, er amerikanske og kinesiske techselskabers tørst efter penge. Hvis man vil noget for børn og unges sundhed, så skal man lægge en indsats der, hvor de bruger allermest af deres fritid.
De fysiske fællesskaber, vi har skabt for børn og unge, fx fodboldklubber eller spejderorganisationer, er jo gode eksempler på, at når vi løfter i flok, så kan vi skabe nogle sublime rammer for børn og unge.
Læs mere om unges digitale madlandskab