Claus Meyer tog for 20 år siden initiativ til etableringen af den nordiske køkkenbevægelse. I december var han med til at sætte scenen på et topmøde i Malmø, hvor 65 nordiske madaktører lagde grunden for nye nordiske handlefællesskaber. Her får han 3 skarpe om fremtiden for den nordiske køkkenbevægelse.
1. Hvorfor skal vi tage den nordiske madbevægelse op igen her 20 år efter, at I offentliggjorde det første manifest?
Det helt korte svar er jo, at Nordisk Ministerråd havde lyst til at fejre initiativets runde fødselsdag. Og måske er spørgsmålet ikke den rigtige måde at frame sagen på. Bevægelsen lever jo i bedste velgående.
På Symposiet for det Nye Nordiske Køkken i 2004 offentliggjorde vi vores idé om at skabe et regionalt køkken der ikke bare kunne måle sig med de bedste i verden på velsmag, men som også vedkendte sig en etisk forpligtelse, hvilket der absolut ikke var nogen tradition for blandt toprestauranter noget sted i verden.
På de 20 år, der er gået, har Norden udviklet sig til et globalt epicenter for gastronomi og velsmag og energien har spredt sig til de fleste afkroge af de nordiske samfund, både rent geografisk, men også uddannelserne, forskningen og fsva. lysten til at starte nye virksomheder.
Målet for Det Ny Nordisk Køkken var ikke ”konstant hype”, eller at bygge et brand som fx nespresso, men netop at inspirere de væsentligste aktører i vores samfund til på den lidt længere bane at interessere sig for det enorme udviklingspotentiale i vores madkultur, vi så skammeligt havde forsømt.
2. Hvad var de vigtigste resultater af topmødet i december?
Processen i sig selv. Det var enorm opløftende at være vidne til, at en bred portefølje af forandringsorienterede aktører fra nordiske lande og selvstyrende områder, på meget kort tid og uden forberedelse, identificerede en række angrebsvinkler på de største fødevare- og madkulturelle udfordringer de nordiske samfund står overfor.
3. Hvad skal der til for at få de nye nordiske handlefællesskaber i gang?
Set ift. udfordringernes omfang, så taler vi for meget og handler for lidt.
Vi er verdensmestre i at producere animalske proteiner og opdrætslaks til verdensmarkedet, men vores egen produktion af frugt og grønt er truet af udryddelse. Det kniber gevaldigt med de lokale forsyningslinjer. Og modsat de sydeuropæiske lande har vi stort set ingen råvarer eller fødevarespecialiteter, der rager op internationalt.
Vores hverdagskøkken og vores praksis omkring børns maddannelse kan næppe måle sig med, hvad der foregår i Malta, Polen eller Cap Verde. Her ligger vi i bund, ikke mindst relativt set ift. vores velstand. Og det har enorme konsekvenser for folkesundheden, klimaet og potentielt hverdagslykken og vores børns trivsel.
Vi har at gøre med et ”vildt problem”, og jeg tror ikke det er ikke muligt at indkredse en enkelt eller to indsatser som vil forløse situationen.
Men når I nu spørger, så savner jeg et organ – nationalt eller nordisk – der har mandat til at etablere de fornødne samarbejder mellem centrale kræfter i erhvervslivet, civilsamfundet, forskningen og det politiske niveau. En entreprenant organisation, eller en tålmodig kampagne, med dyb feltkompetence, og ressourcer til at geare det, som virker.
LÆS MADKULTURENS ANALYSE AF NY NORDISK MAD