Det er blevet vinter, og i den seneste tid har en lang række af landets efterskoler været i køkkenet for at gøre deres bedsteforældre kunsten efter ved at sylte årstidens gode råvarer.
Syltning er muligvis en gammel praksis, men bestemt ikke overflødig, netop fordi syltning stiller skarpt på, hvilke råvarer der er i sæson dér, hvor vi bor – og den fornemmelse er nødvendig, hvis man skal leve og spise mere bæredygtigt.
Minister skifter slipset ud med forklæde og spækbræt
Til Den store syltedag fik Gribskov Efterskole i Nordsjælland fint besøg af fødevareminister Mogens Jensen, som sammen med efterskolens elever og dygtige køkkenpersonale trak i forklædet for at sylte alt fra græskar til rødløg og agurker.
De danske efterskoler kan være et godt sted at sikre grundlæggende køkkenfærdigheder og maddannelse hos unge, da eleverne bor 24/7 på efterskolerne, mener Mogens Jensen.
På Gribskov Efterskole kunne man på syltedagen både dufte, mærke og smage råvarerne. En duft af rødløg og eddike fyldte spisesalen, da efterskoleelever med røde rødbedefingre hakkede løs på skærebrætterne. Ministeren deltog aktivt i sylteprocessen og fik da også et glas sylt med hjem til København.
Den store syltedag – en del af Køkkentjansen
Den store syltedag er en del af projektet Køkkentjansen, som er en indsats, der skal give efterskoleelever øget viden om mad og måltider, håndværksmæssige køkkenfærdigheder og lyst til at gå mere i køkkenet.
20 efterskoler har deltaget i projektet i skoleåret 2019/2020.
Køkkentjansen er et samarbejde mellem Efterskoleforeningen og Madkulturen og er støttet af Nordea-fonden.