Flere nyheder


11. marts 2018
Jubel i 6. C fra Fællesskolen Hammelev Sct. Severin for deres suveræne fortolkning af årets Madkamp-tema ’Konserver din Køkkenhave’. En fortolkning, der gav dem 1. pladsen og kram fra bagedyst-værten, miljø- og fødevareministeren og H.K.H Prinsesse Marie.
Der var dømt krostemning, da Fællesskolen Hammelev Sct. Severin præsenterede deres bud på en middag med konserveret frugt og grønt. Klassen havde været på besøg, lånt duge og service fra en lokal kro, og brugt grøntsager fra skolens egen urtehave til præsentationen.
Det var så overbevisende, at 6. C løb med sejren over de ni andre udvalgte skoler, der i dag dystede i DM i madkundskab, der blev afholdt på Kold Collage i Odense tirsdag.
DM i madkundskab er det årlige flagskib i ’Madkamp’, som er støttet af Nordea-fonden. Madkamp tager hvert år ét tema op til madkundskab, hvor alle skoler kan være med. De ti dygtigste klasser går så videre til DM.
Tidligere har Madkamp handlet om mejeriprodukter, bælgfrugter og kål. I år er temaet ’Konserver din Køkkenhave’ som blandt andet sætter fokus på at få frugt og grønt til at holde sig længe og tilføre nye smagsretninger.
Selvom Madkamp er en fest, så handler det grundlæggende om at give eleverne interesse for mad og lyst på at gå i køkkenet. I sidste ende handler det om sundhed og om at udnytte råvarerne bedre og minimere madspild, som miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen understregede fra scenen.
Han var sammen med H.K.H Prinsesse Marie og værten fra Den Store Bagedyst Timm Vladimir draget til Odense for at hylde de ti finalister.
På en flot 2. plads kom Sct. Nicolai Skole fra Køge mens Østedskolen fra Rudkøbing nuppede 3. pladsen.
Sidste år var det et 6. klasses hold fra Tistrup Skole, der vandt DM. De ti udvalgte finalister i år var:
Pedersborg skole, 6.C, 4180 Sorø
Sct. Nicolai Skole, 7.A, 4600 Køge
Glostrup Skole, afd. Nordvang, 6.A, 2600 Glostrup
Ørstedskolen, 6.A, 5900 Rudkøbing
Poulstrup Friskole og Børnehus, 6-7 klasse, 9760 Vrå
Skolecenter Jetsmark, 7-9. klasse, 9490 Pandrup
Fællesskolen Hammelev Sct. Severin, 6.C, 6100 Haderslev
Vestre Skole, 7. årgang, 7200 Grindsted
Resenbro Skole, 6. klasse, 8600 Silkeborg
Stjærskolen, 6. klasse, 8464 Galten