Børn og unge er fremtidens forbrugere og fremtidens forandringsagenter. Det er derfor afgørende, at de allerede i skolen får en grundlæggende maddannelse og madglæde.

Siden sin start i 2011 har Madkulturen arbejdet med børn og unge i skolen og SFO’en, i foreninger og på festivaler og andre steder, hvor ungelivet udspiller sig. Vi har lavet undervisningsforløb og undervisningsmaterialer, madlejr, åben skole-forløb, DM i madkundskab, FoodJam på Roskilde Festival og en masse andet.

I skolen arbejder vi for at styrke madkundskabsfaget og elevernes maddannelse. Skolen har nemlig en afgørende rolle for børnenes madkompetencer. Vi udvikler undervisningsmateriale til madkundskab og tværfaglige forløb og udbyder kurser til de lærere, der underviser i madkundskab. Derudover arbejder vi for at styrke skolernes og SFO’ernes madtilbud kulinarisk såvel som sundhedsmæssigt.

I foreningslivet arbejder vi for at gøre bespisning til en involverende madaktivitet. Der serveres og spises mad i rigtig mange sammenhænge, men ofte er det noget, som nogle få frivillige tager sig af, så fodboldspillerne, spejderne, eller hvem det nu måtte være, kan dyrke den interesse, som de har til fælles. Vi udbyder kurser til frivillige voksne og klæder dem på til at involvere børn og unge i madlavningen.

Fra unge går ud af folkeskolen, til de flytter hjemmefra, har de typisk ingen madrelateret undervisning. Første berøring med nogen form for vejledning er sundhedsplejerskens besøg i forbindelse med førstefødte barn. Vi insisterer derfor på at udvikle indsatser, som styrker de unges maddannelse og dermed livsduelighed. Det gør vi ikke ved at give dem en opskriftssamling til kollegiekøkkenet, men ved at motivere og inspirere dem til selv at smage sig frem.