Madkamp – for fremtidens madkundskab

Kom med til DM i Madkundskab – 30. april 2024

10 udvalgte klasser skal dyste om titlen som danmarksmestre i madkundskab og en lækker præmie, når DM i madkundskab i år bliver afholdt på Gram Slot den 30. april 2024.

I år skal klasserne ikke forberede retter hjemmefra, men dyste i fire discipliner inden for årets tema KÅL. 

  1. Kold tilberedning
  2. Varm tilberedning
  3. Viden
  4. Glamour og kreative udfoldelser

Disciplinerne tager udgangspunkt i årets undervisningsmateriale – så det er en rigtig god idé at arbejde med det i forvejen.

Praktisk info

  •  Udfyld ansøgningen i linket her på siden – den skal indeholde et billede og en kort beskrivelse af, hvordan I har arbejdet med kål i klassen, sammen med elevernes ord om, hvorfor de gerne vil med til DM.
  • Tilmeldingsfrist den 20. marts. De 10 udvalgte klasser får besked 27. marts.
  • Som noget nyt skal I ikke medbringe retter eller delelementer, som eleverne har forberedt hjemmefra. Disciplinerne tager afsæt i årets undervisningsmateriale og gennemføres af hele klassen med de råvarer og det udstyr, der er tilgængeligt.
  • Der vil være shuttlebusser til Gram Slot fra Kolding station. De 10 klasser skal selv sørge for transport til Kolding.

Hvad er Madkamp?

Madkamp er en hyldest til madkundskabsfaget! Madkundskab, der bringer hoved, hænder og sanser i spil. Madkundskab, der skaber madglæde og køkkenkompetencer. Og madkundskab, der klæder fremtidens generationer på til at tage aktivt stilling til deres mad og træffe sunde og bæredygtige valg.

Madkamp skal styrke elevernes nysgerrighed på de bæredygtige råvarer, den gode smag og de faglige eksperimenter i skolekøkkenet. For at nå i mål med dette giver Madkamp lærerne inspiration til innovativ, eksperimenterende og elevinddragende undervisning og styrker på den måde deres faglighed.

Madkamp skal bringe energi, fornyelse og begejstring ind i madkundskab på grundskolens mellemtrin – til gavn for både lærere, elever og næste generations maddannelse og viden om bæredygtige råvarer.

Projektet Madkamp har eksisteret siden 2012, hvor det blev udviklet i samarbejde med læreruddannelserne på landets professionshøjskoler og støttet af Nordea-Fonden. Siden 2019 har projektet været støttet af Rema 1000.

Fra 2023 er Madkamp overgået til at være et strategisk partnerskab mellem Madkulturen og Rema 1000.

Om Madkamp 2023/24

Madkamp udvikler undervisningsmateriale, udbyder regionale lærerkurser og afholder DM i Madkundskab. Alt sammen på fundamentet af den innovative, eksperimenterende og elevinddragende didaktik, der er helt særlig for Madkamp.

I skoleåret 2023/24 dykker vi ned i en af de mest bæredygtige råvarer, der findes i Danmark: Kål! Lærere og elever skal blive klogere på råvaren og bruge den som udgangspunkt for eksperimenter i køkkenet.

I 2024 udbydes lærerkurser i begyndelsen af året, og som madkundskabslærer går man derfra med et fuldt planlagt forløb på tre-fire undervisningsgange inkl. undervisningsmateriale.

Som noget nyt er lærerkurserne i år gratis – og stadig inkl. forplejning og undervisningsmaterialer. Efter kurset modtager man desuden et gavekort på 800 kr. til Rema 1000, så klassen kan få rigeligt med kål at eksperimentere med i undervisningen.

Hvert år udgiver Madkamp et undervisningsmateriale, der tager udgangspunkt i en eksperimenterende, innovativ og medbestemmende tilgang til undervisningen i madkundskab.

Materialet er altid gratis og frit tilgængeligt og skal ses som inspiration til madkundskabslærerne. Det er desuden årets undervisningsmateriale, der danner grundlag for årets lærerkurser og konkurrencen DM i Madkundskab.

I 2023/24 er temaet for undervisningsmaterialet KÅL. Du kan downloade det via knapperne herunder.

Kontakt