Flere nyheder


20. december 2018
På efterårets Madkamp-lærerkurser har mange lærere efterspurgt flere lokale initiativer, hvor elever kan præsentere deres undervisningsforløb. Det får nu Madkamp til at invitere til madkundskabsfestival i det nye år.
Tilmeldingen er nu åben for ny, lokal madkundskabsfestival, der løber af stablen torsdag den 31. januar 2019 i Roskilde. Skoleprojektet Madkamp står bag den nye festival med plads til 300 elever og lærere, der har arbejdet med Madkamps undervisningsmateriale ’Brug knolden’.
På festivaldagen får eleverne mulighed for at præsentere et udpluk af det, de har lært om kartoflen, hvorefter et dommerpanel af lærerstuderende vil give feedback. Formålet med festivalen er, at eleverne kan blive (endnu) klogere på kartoflen og få masser af inspiration fra andre lokale skoler, der er med.
”På dette års lærerkurser har vi oplevet stor efterspørgsel på lokale initiativer a la DM i madkundskab, så flere elever end blot de ti hold, der går videre til DM, kan komme og præsentere deres forløb. Samtidig var det vigtigt, at man ikke skal bruge for lang tid på transport. Derfor afprøver vi nu en madkundskabsfestival i Roskilde og håber på, at vi fremadrettet kan brede den ud i hele landet”, siger Georgie Børsting, projektleder i Madkamp.
På festivalen finder man også et ”PotatoLAB”, hvor kokkeelever dyster om at udvikle den bedste kartoffelsnack, som alle elever i øvrigt er med til at kåre.
Kartoflen er stjernen i skolekøkkenerne
’Brug Knolden!’ er årets tema for skoleprojektet Madkamp, hvor kartoflen er omdrejningspunktet i madkundskabsundervisningen. Over 200 lærere har i løbet af efteråret været på Madkamp-kursus, og nu er kartoflen så flyttet ind i undervisningslokalerne rundt omkring i landet.
Her skal eleverne lære om kartoflens vej ind på de danske spiseborde, dens næringsindhold og fysisk-kemiske egenskaber samt knoldens plads i måltidet. Når eleverne har lært kartoflen godt at kende, bliver de kastet ud i selv at skulle udvikle egne retter, snacks eller produkter med kartoflen.
Det er altså udpluk af det forløb, som eleverne og deres lærer kan vælge at tage med til madkundskabsfestivalen og præsentere for dommerne.
Fakta om madkundskabsfestivalen
Dato: Torsdag d. 31. januar 2019
Tid: Kl. 9.30-14.15
Sted: 4000 Roskilde (nærmere information følger)
Tilmeldingsfrist: 21. december 2018
Tilmelding: www.tilmeld.dk/madkundskabsfestival