Fødevareminister Jacob Jensen har udpeget Charlotte Bach Thomassen som ny formand for Madkulturen med tiltrædelse 1. december 2025.
Charlotte Bach Thomassen er blandt andet landsformand for DGI og har mange års erfaring med ledelse og organisationsudvikling. Hun bibringer solid indsigt i mad og måltider fra sine år som næstformand i Madkulturen. Som ny formand skal hun stå i spidsen for organisationens arbejde med at styrke madkulturen i Danmark og sikre bedre mad til alle.
”Madkulturen har en meget vigtig rolle i at dele viden, samle aktører og inspirere til bedre mad i hverdagen for børn, unge og voksne. Maddannelse skabes i fællesskaber mellem mennesker, og måltider har stor betydning for trivsel og folkesundhed. Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med bedre rammer og vilkår for en stærkere madkultur nu og i fremtiden”, siger Charlotte Bach Thomassen.
Den nye formand og Madkulturens øvrige bestyrelse har samtidig udpeget John Wagner, journalist og tidligere administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd, som næstformand.
Charlotte Bach Thomassen afløser Fie Hansen-Hoeck, som efter 14 år er udtrådt af posten som formand.
Fie Hansen-Hoeck har gennem mange år sat et markant præg på Madkulturen og været en central stemme i arbejdet med at styrke danskernes madkultur og forståelse for madens betydning i samfundet. Hun har bidraget til at positionere Madkulturen som en væsentlig aktør i indsatsen for at fremme gode madvaner, bæredygtighed og fællesskab omkring måltidet.
Madkulturen takker Fie Hansen-Hoeck for hendes mangeårige indsats og engagement i organisationens udvikling.
Se bestyrelsen