Unge, som for nylig har forladt reden, vil fremover kunne finde vejledning til mere bæredygtige indkøb og hverdagens madlavning ved at melde sig til et nyt landsdækkende kursusforløb, der har et særligt fokus på madspild.
”Fra vores egne undersøgelser ved vi, at de unge halter længere og længere bagud i forhold til basale køkkenfærdigheder. Der opstår dog et unikt mulighedsrum, når de unge pludselig skal stå på egne ben og etablere nye vaner i forhold til deres forbrugs- og madvaner, og den overgang ser vi et stort potentiale i at understøtte,” fortæller Judith Kyst, direktør i Madkulturen.
Unge har svært ved at få tømt køleskabet
For selvom mange unge bekymrer sig om klimaet, falder de unge ofte noget kedeligt ud i forhold til statistikker om praksisser i køkkenet. En undersøgelse, udarbejdet for Fødevarestyrelsen i 2018, viste, at unge i aldersgruppen 18-34-år har det største madspild.
Det er Salling Fondene, som har bidraget med 2,2 mio. kr. til projektet, der løber frem til slutningen af 2021.
”Madspild er en udfordring både globalt og nationalt, som vi alle må bidrage til at løse. Og med millioner af unge kunder i vores butikker hver eneste uge kan vi hjælpe dem med at handle på en fornuftig måde til gavn for både klimaet og pengepungen. Vi er derfor glade for at støtte om dette vigtige initiativ, fortæller Per Bank, CEO for Salling Group.”
Indsatsen er udviklet af organisationen Madkulturen og Forbrugerrådet Tænk og udspringer af et samarbejde i One/Third – en tænketank, der har til formål at samle offentlige og private partnere til at gå sammen om at finde løsninger til at reducere madspild i Danmark.
”Formålet med indsatsen er ikke kun at få de unge i sving med gryderne, men også at styrke de unges muligheder for at træffe bæredygtige valg, når de handler. Madspildet begynder jo allerede, når vi vælger, hvad vi lægger i indkøbskurven,” fortæller Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk.
Unge skal undervise andre unge
Et særligt omdrejningspunkt for mad- og indkøbskurserne er, at de ikke blot henvender sig til unge mennesker, men også varetages af lokale unge, der uddannes af projektpartnerne.
På uddannelsen, der finder sted i starten af 2021, bliver de unge undervisere klædt på til at vejlede andre unge i, hvordan de gennem kloge indkøb og simple redskaber i køkkenet kan lave nem, billig og lækker hverdagsmad, som ikke ender i skraldespanden.
Kurserne finder sted i foråret og efteråret 2021.