Plantekorpset – unge guider unge i det grønne køkken

Plantekorpset er Madkulturens talenthold af unge, der brænder for at inspirere andre unge til at spise grønnere.

Vi ved nemlig fra vores undersøgelser, at mange unge gerne vil spise mere grønt af hensyn til klimaet, men at det er svært at ændre vaner. Det kan være, fordi man mangler inspiration, viden om råvarer og evnerne til at trylle det om til lækre retter.

I 2025 samarbejder Madkulturen med Grønt Omstillingsforbund Roskilde om at give et hold unge en mini-uddannelse inden for grøn mad og eventplanlægning og hjælpe dem med at udvikle inspirerende madaktiviteter til årets Roskilde Festival. 

Plantekorpset 2025 på Roskilde Festival

Plantekorpset var til stede på RF25 og stod for et væld af forskellige involverende aktiviteter, der aktiverede krop, sind og mund. Aktiviteterne strakte sig over hele ugen og bevægede sig rundt på festivalpladsen, campingområdet og Volunteer’s Village.

VeggieGames: Diverse camps fik grøntsagsudfordringer, hvor de både skulle smage, føle og være kreative.

Den grønne skriftestol: Festivalgæsterne fik “detoxet” deres syndere med gratis (grøntsags)shots og bønner.

Rap & wraps: Rappere for Rapolitics kastede sprøde grøntsagsrim, mens publikum spiste lækre wraps med BBQ-blomkål.

Cake the orange feeling: Plantekorpset inviterede til afslappet picnic-grøntsags-date med hjemmelavet gulerodskage.

VeggieYoga: I Volunteer’s Village kunne man komme på en holistisk yogarejse gennem mad, krop og sind med alle sanserne på spil

Få Plantekorpsets opskrifter her

Plantekorpset 2024

I 2024 etablerede Madkulturen Plantekorpset med støtte fra Fonden for Plantebaserede Fødevarer (Plantefonden) – på baggrund af viden om unges madvaner og udbredte ønske om at ændre dem i en grønnere retning.

Plantekorpset 2024 bestod af 30 unge frivillige, der havde til opgave at motivere andre unge til at spise mere økologisk og planterig mad.

Plantekorpset var primært drevet af unge til unge, faciliteret og understøttet af Madkulturen. I løbet af 2024 har de unge i Plantekorpset været igennem en bred mad- og formidlingsuddannelse samt udviklet, planlagt og udført 7 forskellige involverende mad- og formidlingsaktiviteter,
som mere end 2.800 unge mennesker har været en del af.

En del af disse aktiviteter blev afviklet i forbindelse med Foodjam på Roskilde Festival, der er Madkulturens festival-folkekøkken. Her kunne festivalgæsterne komme forbi for at lave deres eget måltid mad med inspirerende vejledning fra Foodjams madguider – disse var Plantekorpset 2024 også en del af på festivalen.

Plantekorpsets aktiviteter i 2024

København, efterår 2024

  • Shawarma for fremtiden: Gæsterne kunne opdage, hvor lækkert det kan være at nedbringe sit klimaaftryk mere end 100 gange – ved at udskifte kødet i sin shawarma med blomkål.
  • Det Rullende Taco-køkken: En madstafet på Islands Brygge, hvor forbipasserende kunne få et lynkursus i syltning, lære at vække grønne proteinkilder til live og røre en lækker salsa.
  • Planterig fællesspisning i Karens Minde Kulturhus og FOVL Folkekøkken. Plantekorpset udvidede de almindelige fællesspisninger med sjove og lærerige planteaktiviteter – og ikke mindst muligheden for gratis at lave sin egen lækre dessertpandekage spækket med bælgfrugter og sæsonens frugt.

Roskilde Festival 2024

Plantekorpset var til stede på Roskilde Festival med fire inspirerende aktiviteter.

  • Zuquizzi: En quiz om plantemad i campingområdet
  • Taste the orange feeling: Plantekorpset pimpede campinggæsternes teltvarme rugbrødsmadder med friske og sprøde gulerodstoppings
  • Svampe og speed(dating): Festivalgæster mødte hinanden over en omgang simpel madlavning med svampe
  • Juic’y’balls: Plantekorpset bød på friskpresset juice og dadelkugler af pulpen derfra – for at sætte fokus på, hvordan man kan få lækker mad ud af overskudsprodukter. 

Hvem står bag Plantekorpset?

Bag projektet står Madkulturen, en selvejende institution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Madkulturens vision er ’Bedre mad til alle’, et løfte som fortæller, hvorfor Madkulturen er sat i verden – nemlig at gøre bedre råvarer, madlavning og måltider tilgængelige for alle.

Vi arbejder derfor også for at fremme en bæredygtig madkultur, der imødekommer danskernes kulturelle traditioner, økonomiske råderum, vilje og tid samt praktiske kompetenceniveau. På den måde sikrer vi, at de indsatser, vi laver, ikke bare lyder flotte, men rent faktisk kan realiseres i en dansk hverdag og skabe den forandring, der er brug for.

I 2024 var Plantekorpset støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer. Dette år var projektets fokus skarpt at inspirere unge til at spise flere økologiske og planterige måltider.

I 2025 samarbejder Madkulturen med Grønt Omstillingsforbund Roskilde om at gennemføre aktiviteter med Plantekorpset på årets Roskilde Festival. Fokus i år er at inspirere unge til at spise grønnere.

Vil du vide mere? Så kontakt os endelig!