Projektnavn:
Jordnær mad
Skærtoft Landbrug, Steensgaard Principlandbrug og Naturmælk har sammen med Madkulturen og Økologisk Landsforening udviklet tre undervisningsforløb om bæredygtig fødevareproduktion og bæredygtigt forbrug, der er tilpasset åben skole-forløb for 7.-9. klasse.
Partnere: Skærtoft Landbrug, Steensgaard Principlandbrug, Naturmælk, Økologisk Landsforening
Økonomi: Promilleafgiftsfonden har støttet projektet med 2 mio. kr.
Projektperiode: 2018
I samarbejde med tre fødevarevirksomheder på Fyn og i Sønderjylland har Madkulturen lagt grundstenene til tre såkaldte bæredygtighedsakademier og udviklet åben skole-forløb, der skal uddanne næste generation i bæredygtig fødevareproduktion og klæde eleverne på til at reflektere over bæredygtigt forbrug.
De tre undervisningsforløb om bæredygtig fødevareproduktion og bæredygtigt forbrug henvender sig til 7.-9. klasse i fagene biologi og madkundskab. Forløbene er blevet testet af 16 klasser fra Sønderborg Kommune og Faaborg-Midtfyn, der har besøgt virksomhederne under pilotforløbet i efteråret 2018 og arbejdet med opgaverne før og efter på skolerne.
Formålet er at bidrage til næste generations maddannelse, herunder at fremme elevernes viden om og interesse for bæredygtighed og bevidsthed om eget forbrug. Sekundært er det ambitionen, at projektet kan medvirke til at inspirere eleverne til uddannelse og karriere inden for fødevarebranchen.
Madkulturens rolle
Madkulturen har stået som fondsansøger og projektleder af partnerskabet.
I projektperioden har Madkulturen i samarbejde med de øvrige partnere udviklet undervisningsmaterialerne samt bistået med udviklingen af de praktiske og faglige elementer af skolebesøgene på de enkelte virksomheder.
Herudover har Madkulturen gennemført evaluering med lærerne og de deltagende virksomheder.