Projektnavn:
MADmovers
Skolebørn tilbringer hver dag mange timer i skolen, som derfor danner ramme om flere af dagens måltider. Spisepauserne er imidlertid stærkt oversete. Med undervisningsforløbet MADmovers gentænker eleverne selv deres spisepauser og skolemad.
MADmovers er et innovativt og tværfagligt undervisningsforløb, hvor skoleelever gennem fire faser arbejder med deres egne spisepauser og madvaner og omsætter klassens ideer til handlinger.
Forløbet er udviklet af Arla Foods som en del af Arlas støtte til Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017 under overskriften “rethink madkulturen for den næste generation”. Forløbet blev testet i 2017, hvor 200 klasser i Region Midtjylland arbejdede med deres skolemad. Siden er projektet fortsat med endnu flere klasser.
Madkulturens rolle
Madkulturen har for Arla Foods udarbejdet en analyse af skoleelevers mad og måltider i 5. og 6. klasse i Region Midtjylland samt et observationsstudie af klasser, som gennemfører MADmovers-forløb.
Skolemad og spisepauser
Madkulturens undersøgelse af mad- og måltider i 5. og 6. klasse viste blandt andet:
Kun ca. halvdelen af eleverne oplever at være mætte efter frokostpausen.
60% af eleverne er sultne ved slutningen af skoledagen.
De elever, der ikke har madpakke med, spiser mindre sundt end dem, der har madpakke med.
Kun 16% af eleverne oplever, at der er roligt under frokosten. Jo mere larm desto mindre mætte angiver eleverne at være efter frokostpausen.
Eleverne har svært ved at vurdere, hvad der er sundt, og hvad der er usundt.
Undersøgelsen kan findes på Arla Foods hjemmeside her.