Projektnavn:
Det grønne rul - flere grønne hverdagsklassikere i børnefamiliers ’madlavningsrul’
Mange forældre vil gerne spise flere grøntsager og bælgfrugter derhjemme, men vanerne spænder ben i en travl hverdag. Sammen giver Madkulturen og Netto familierne en håndsrækning til grønnere madlavning i Det grønne rul.
Partnere: Netto
Økonomi: Projektet er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer.
Projektperiode: 2025
Svært at bryde vaner
Det grønne rul er sat i verden, fordi de fleste af os danskere er vanedyr. Det kan vi se, da vi har et fast repertoire på 10-14 hverdagsretter, som vi laver til aftensmad om og om igen.
For mange af os har størstedelen af vores faste retter kødet som omdrejningspunkt. Nærmere bestemt indgår der kød i 3 ud af 4 aftensmåltider i Danmark, viser Madkulturens undersøgelse Madkultur23. Og selv om mange af os udtrykker et ønske om at spise mindre kød og flere grøntsager og bælgfrugter – enten af hensyn til klimaet eller egen sundhed – kan det være svært at ændre vaner.
Grøn motivation
Det grønne rul skal hjælpe børnefamilier med at få flere grøntsager og bælgfrugter ind i hverdagsmadlavningen. Målet er, at børnefamilier erstatter mindst ét af 14 måltider i deres faste ’rul’ med et grønnere af slagsen. For at opnå dette vil projektet tage udgangspunkt i familiernes egne erfaringer.
I Det grønne rul vil 25 børnefamilier deltage i køkkenworkshops, hvor de deler deres erfaringer fra hverdagen. Disse input vil blive brugt til at udvikle tips og tricks, som gør grøn madlavning mere tilgængelig. Resultaterne testes derefter af 200 familier i et mobilt madværksted, inden de udbredes gennem Nettos kanaler. Målet er, at mindst 10.000 børnefamilier afprøver de grønne opskrifter i deres egen hverdag.