Madkundskab er et populært valgfag – men mangler uddannede lærere
I 2019 blev det vedtaget at øge praksisfagligheden i grundskolen. På den baggrund indførte man, at eleverne skal gennemføre et to-årigt valgfag inden for den praktisk-musiske fagrække med en obligatorisk prøve i 8. klasse. Samme år blev der derfor oprettet valghold i madkundskab på 88 % af de danske folkeskoler, og 45 % af samtlige elever i Danmark valgte madkundskab som deres første prioritet, hvilket vidner om en meget stor interesse for valgfaget.
Alligevel mangler faget midler – og ikke mindst uddannede lærere. Ifølge en undersøgelse, foretaget af Madkulturen i foråret 2022, er hver fjerde lærer i madkundskab ikke uddannet i det, hverken som linjefag eller efteruddannelse. Undersøgelsen viste også, at der blandt lærere, der underviser i madkundskab som valgfag i udskolingen, er 28 %, som ikke føler sig i stand til at føre eleverne til den afsluttende prøve. Det tyder på et behov for at opkvalificere madkundskabslærerne.
Mad Aktion: En innovativ efteruddannelse
Derfor udvikler Madkulturen, sammen med professionshøjskolerne, en efteruddannelse til madkundskabslærere. Med aktionslæring som metode skal Mad Aktion være med til at ruste lærerne til den problemorienterede, eksperimenterende og innovative madkundskabsundervisning, som fagmål og eksamenskrav kalder på.
Mad Aktion er bygget op som en et-årig efteruddannelse, der hvert år har fokus på et kompetenceområde, skiftende mellem Mad og Sundhed, Fødevarebevidsthed og Måltid og Madkultur. Derudover vil madlavning være et tema, der går på tværs af alle tre områder. Man kan tage én af de tre et-årige uddannelsesforløb eller lade dem bygge ovenpå hinanden.
Uddannelsen indebærer en række fastlagte aktiviteter som webinarer, uddannelsesdage på nærmeste professionshøjskole, praktisk uddannelsesdag hjemme på skolen med besøg af en lokal madhåndværker (fx lokal fødevareproducent) samt deltagelse på madkundskabsfagfestival. Derudover foregår en stor del af uddannelsen i selve madkundskabsundervisningen på skolen, da uddannelsen bygger på aktionslæring.
Er du interesseret i at deltage på Mad Aktion? Så læs mere på tilmeldingssiden her.