Projektnavn:
Smag dig frem - spis Danmark grønnere
Smag dig frem inviterer børnefamilier til at spise Danmark grønnere. Fødevarestyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og Madkulturen er gået sammen med kommuner, dagligvarekæder og kantiner for at skabe en sundere og grønnere madkultur hos danske børnefamilier. Vi bringer hele familien sammen om maden og viser, hvordan små grønne madvalg kan skabe en forandring for øjet og for maven, for sundheden og for fremtiden.
Partnere: Fødevarestyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og DR
Økonomi: Bevilling fra Novo Nordisk Fonden og Nordea-fonden
Projektperiode: 2025-2027
Projektwebsite: https://smagdigfrem.dk/
Hjælper børnefamilier på vej
2/3 af landets børnefamilier vil gerne spise både sundere og grønnere. Den nye ambitiøse indsats Smag Dig Frem er en reaktion på dette og giver op mod 500.000 danske børnefamilier landet over appetit på en sundere og mindre klimabelastende mad- og måltidskultur. Dette muliggøres med bevillinger på 18,3 millioner kroner fra Nordea-fonden og 28,9 millioner kroner for Novo Nordisk Fonden.
Indsatsen sker bl.a. gennem landsdækkende aktiviteter, som suppleres af en række dybdegående interventioner i Svendborg, Kolding og Slagelse, som involverer tilsammen 10.000 børnefamilier på lokalt plan. Bag indsatsen står Fødevarestyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og Madkulturen. Sideløbende sætter DR fokus på dansk madkultur både nu og i fremtiden.
Living labs
Indsatsens dybdegående interventioner foregår i tre udvalgte kommuner, fordelt over Danmark: Svendborg, Kolding og Slagelse.
Udvælgelsen er baseret på en omfattende kortlægning af alle landets 98 kommuner, som er indsnævret ved hjælp af kriterier som pendling, størrelse på arbejdspladser, husstandsindkomst, indbyggertal og geografisk placering. Herfra fik syv kommuner mulighed for at søge om at blive en del af indsatsen, hvorefter de endelige tre kommuner blev udvalgt.
Virkningsevaluering
Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) ved Københavns Universitet er valgt som virkningsevaluator på indsatsen. IFRO undersøger både målgruppens udbytte og hvordan indsatsen styrker forudsætningerne for en sundere og grønnere madkultur – herunder hvilke adfærdsændringer der sker i praksis.
Læs mere på smagdigfrem.dk
Madkulturens rolle
Madkulturen er en del af det større samarbejde, der fører Smag dig frem ud i hele Danmark. I dette samarbejde varetager Madkulturen programledelsen af indsatsen. Dermed fungerer vi som det bindeled, der koordinerer projektets forskellige dele og sikrer dets samlede retning. Denne programledelse indebærer blandt andet facilitering af samarbejdet mellem kommuner, organisationer og foreninger, samt ansvaret for en lang række af de aktiviteter, der udgør kernen af indsatsen.
En multikomponent indsats
Smag dig frem møder børnefamilierne, hvor de i forvejen er:
For eksempel i skolens SFO, hvor børnene laver sjove sunde snacks efter skole. I supermarkedet, hvor sortiment, nudging og små hacks gør det nemmere at vælge grønt. I forældrenes kantine på arbejdet, hvor personalet får redskaber til at inspirere med grønne og sunde retter. På sociale medier, hvor indhold giver børnefamilierne konkrete idéer til handling derhjemme. Gennem produkttests, der kvalificerer de sunde og grønne valg. I boligområderne, hvor hele familien kan tage på madkurser og lære nye tricks sammen i køkkenet. Og i foreningerne, hvor frivillige får støtte til at skabe involverende madaktiviteter, der styrker de lokale fællesskaber.