Projektnavn:
Fremtidens kartofler til fremtidens forbrugere
Kartoflen er både alsidig, sund og ikke mindst en lokal og klimavenlig råvare. Til trods for dette er danskernes indtag af kartofler faldet drastisk, særligt blandt de unge. Madkulturen arbejder derfor for, at de unge får øjnene op for kartoflens mange kvaliteter med projektet Fremtidens kartofler til fremtidens forbrugere.
Med projektet ‘Fremtidens kartofler til fremtidens forbrugere’ ønsker Madkulturen at få unges øjne op for kartoflens mange kvaliteter.
Projektet består dels af en undersøgelse af kartofler i de unges madkultur, dels af en målrettet kommunikationskampagne, der skal få unge danskere i starten af 20’erne til at spise flere kartofler, end de gør i dag.
Det sker bl.a. på Instagram under navnet #Kartoffelkærlighed. Med et glimt i øjet og respekt for de unges medie- og madvaner aktualiserer kampagnen brugen af kartofler i de unges travle og internationalt orienterede madkultur. Det gør kampagnen ved at aflive forskellige sejlivede myter om kartofler og at inspirere målgruppen til sæsonaktuelle råvarekombinationer og nye retter med kartofler.
Madkulturens rolle
Madkulturen har gennemført kvantitative undersøgelser, fokusgruppeinterviews og udviklingsworkshop og på den baggrund beskrevet markeds- og udviklingsmuligheder blandt de unge forbrugere.
Madkulturen har stået for gennemførsel af kampagnen, samarbejde med SoMe-influencers, produktion af videoer og udvikling af opskrifter.
Unges forhold til kartofler
Unge i aldersgruppen 18-25 år er den befolkningsgruppe, som spiser allerfærrest kartofler.
Gennem en kombination af kvantitative data fra fire års Madindeks-undersøgelser, to målrettede fokusgruppeinterviews samt en decideret kartoffelworkshop har det vist sig, at unge i overvejende grad opfatter kartofler som en tidskrævende råvare, man ikke helt ved, hvad man skal stille op med – udover rollen som kogt kompagnon til sovs og traditionelle danske retter.