Madklubber på skolehjem er en indsats, hvor involverende madaktiviteter skal forbedre studiemiljøet og dermed fremme trivslen blandt erhvervsskoleelever, som bor på skolehjem.
Erhvervsskolernes skolehjem sikrer kost og logi til de mange elever, som har over fem kvarters transport til deres uddannelse, lige fra aspirerende konditorer og slagtere til elektrikere og maskinmestre.
Det er skolehjemmenes personale, som skal motivere og inspirere eleverne til at engagere sig i madklubberne. En central del af projektet er derfor et uddannelsesforløb, der klæder personalet på til at tage de unge med i køkkenet på en inspirerende, motiverende og lærende måde.
Indsatsen er i første omgang udformet som et pilotprojekt på skolehjemmene tilknyttet Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster i Nykøbing Falster, Erhvervsskolerne i Aars, TECHCollege i Aalborg og Zealand Business College i Roskilde.
Madkulturens rolle
Madkulturen har udviklet projektet og står desuden for den overordnede projektstyring samt kommunikation.
Som grundlag for indsatsen foretager Madkulturen i efteråret 2020 en undersøgelse af erhvervsskoleelevernes mad- og måltidsvaner, hvilket blandt andet indebærer en udviklingsworkshop.
Undersøgelsen skal danne udgangspunkt for udviklingen af et skræddersyet uddannelsesforløb med kulinarisk og pædagogisk indhold for skolehjemmenes personale.