Projektnavn:
Madkamp
Med Madkamp kæmper Madkulturen sammen med seks af landets professionshøjskoler for at styrke madkundskabsfagets position i grundskolen og dermed løfte næste generations evner til at foretage kritisk reflekterede madvalg og varetage egen og andres sundhed.
Madkundskab bringer hoved, hænder og sanser i spil. Madkundskab giver rum for forskellighed og mangfoldighed, bygger bro mellem skole, hjem og samfund og sætter børn bedre i stand til at træffe begrundede valg i forhold til fødevarer og livsstil generelt. Derfor skal vi have mere madkundskab.
Madkamp handler om at styrke madkundskabsfagets position i grundskolen, på læreruddannelserne og blandt beslutningstagere. Målet er, at at alle, der underviser i madkundskab, skal være uddannede til det, og at der kommer mere madkundskab på skoleskemaet fra 4.-9. klasse.
Indsatsen for madkundskab centrerer sig om udviklingen af undervisningsmateriale, regionale lærerkurser og madkundskabsfestivaler samt DM i Madkundskab. I relation til Madkamp er der desuden et netværk for madkundskab, der arbejder på at få faget opprioriteret og bedre økonomiske vilkår i skolerne.
Den fagdidaktiske tilgang i Madkamp er innovativ, eksperimenterende og medbestemmende, så skoleelever motiveres og kan dyrke glæden ved mad og måltider.
Læs mere om Madkamp her.
Madkulturens rolle
Madkulturen udvikler undervisningsmateriale, udbyder regionale lærerkurser og madkundskabsfestivaler samt afholder DM i Madkundskab.
Desuden er Madkulturen tovholder på Netværket for Madkundskab.
Madkulturen står derudover for fundraising og den overordnede kommunikation af projektet.