Projektnavn:
Partnerskab for Vand
Vand skal være det naturlige førstevalg for børn og unge. Derfor deltager Madkulturen i et nyt partnerskab, der sammen med otte andre aktører skal få flere børn og unge til at drikke vand frem for søde drikke. Indsatsen skal gennem konkrete tiltag, mere viden og øget tilgængelighed gøre vand til et både attraktivt og nemt valg

En fælles indsats
Mange børn og unge drikker for mange søde drikke og for lidt vand.
Derfor er Partnerskab for Vand sat i verden – for vand skal gøres til det oplagte og nemme valg, når tørsten skal slukkes.
Når børn og unge vælger de søde drikkevarer frem for postevandet, handler det ikke kun om smag. Det handler om vaner, sociale normer og tilgængelighed. Derfor sætter Partnerskab for Vand ind med både konkrete tiltag som vandposter, men også øget viden og synlighed omkring børn og unges drikkevaner.
I alt er ni organisationer med i partnerskabet med Center for Sundt Liv og Trivsel som initiativtager og facilitator.
I 2025-2026 udvikles projektets indsatser i samarbejde med to udviklingskommuner.
Madkulturen står i spidsen for dette arbejde og skal bl.a. lave interviews og samskabelse med lærere, undervisere, kommunale medarbejdere og målgruppen selv, som skal bidrage med at udvikle initiativerne. Madkulturen skal også evaluere effekten af de knap 40 vandposter, der sættes op i fem kommuner landet over i denne udviklingsfase i projektet.
Det vil Partnerskab for Vand opnå i 2030:
- 95 % af danske børn og unge drikker vand dagligt.
- 80 % har let adgang til vand i skolen.
- Under 25 % af børn og unge drikker mere end 2 liter søde drikke om ugen.
- 1 ud af 3 kommuner har taget initiativ til at fremme vand som det lette valg.
Udfordringen
Et stort indtag af drikke med højt indhold af sukker kan øge risikoen for høj vægt, dårlig indlæring og mistrivsel.
Derfor er det bekymrende, at 3 ud af 4 børn og unge i Danmark drikker mere sodavand, saftevand og energidrik, end hvad der anbefales. Blandt de 13-20-årige er forbruget særligt højt – her er halvdelen storforbrugere med over to liter om ugen.
Det viser en undersøgelse af børn og unges drikkevaner, som Epinion har gennemført for Center for Sundt Liv og Trivsel.
Samtidig viser tal fra DTU Fødevareinstitut, at danskernes sodavandsforbrug er mere end fordoblet fra 1985 til 2022. Det er netop den udvikling, indsatsen vil forsøge at bremse.
Indsatsen
Partnerskab for Vand vil ændre børn og unges drikkevaner gennem konkrete tiltag, der er til at mærke i dagligdagen. Eksempelvis ved at sætte vandposter op der, hvor børn og unge allerede færdes: i skolen, på ungdomsuddannelserne og til sport- og fritidsaktiviteter.
I første omgang har partnerskabet fokus på børn og unge i alderen 12-20 år og indsatserne vil rettes mod udskolingen, FGU-skoler og erhvervsskoler, da de indledende undersøgelser viser, at forbruget af søde drikke her er ekstra højt.
Derudover skal der indsamles viden om, hvorfor danske børn og unge vælger drikkevarer, som de gør.
Partnerskabet vil med tiden invitere nye partnere med viden og mulighed for at påvirke børn og unge med ind i samarbejdet. Det kan være fra skole- og uddannelsesmiljøet, kommuner, detailhandlen, foreningslivet, ngo’er eller andre.
Madkulturen vil i indsatsen bidrage med sin eksisterende viden og erfaring med, hvordan man skaber forandringer i madkulturen i skolen og skaber sunde vaner for børn og unge.