Det er efterhånden velkendt, at klimakrisen kalder på en grøn omstilling af vores madvaner. Vi ved, at mange unge har brug for inspiration og motivation til at lave og spise mere planterige måltider, som et led i den udvikling. Samtidig ved vi også, at fællesskaber er en central del af madlavning og måltider for unge. Derfor har vi stiftet Plantekorpset.
Plantekorpset består af 30 grønne madguider, der gennem en 7 dages uddannelse bliver klædt på med viden, inspiration og kompetencer, så de kan motivere andre unge til at give sig i kast med flere nemme, velsmagende og økologiske planterige måltider. Plantekorpset skal under festivalen bl.a. teste måder at engagere og kommunikere til unge om planterig mad, som tager udgangspunkt i de unges egen hverdagsnære viden og erfaring. Plantekorpset vil have aktiviteter på årets Roskilde Festival, bl.a. som en del af Foodjam, og i løbet af efteråret.
Læs mere om projektet og mød de 30 unge i Plantekorpset her.
Plantekorpset er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer.