Stigende fødevarepriser og ændrede madvaner
En undersøgelse af tidens fødevareusikkerhes betydning for danskernes madkultur.
En undersøgelse af tidens fødevareusikkerhes betydning for danskernes madkultur.
I en ny rundspørge svarer halvdelen af os, at vores madvaner er blevet påvirket af stigende fødevarepriser. Og blandt de unge mellem 18 og 25 år rammer prisstigningerne endnu flere – her er det to tredjedele, der har ændret vaner.
Mad er blevet dyrt – det kan de fleste af os mærke. Næsten 16 procent er prisen på vores fødevarer steget det seneste år, og det sætter vores madvaner under pres. Nogle kan nøjes med at tilpasse indkøb og madlavning, mens især danskere med lav indkomst må springe måltider over, viser undersøgelsen.
Et af de steder, vi ændrer adfærd, er i supermarkedet, hvor hver femte af os nu køber færre varer end tidligere, næsten halvdelen køber oftere budgetvenlige varer, og mere end hver tredje jagter i højere grad datovarer. Derudover er hver fjerde af os begyndt at købe mindre kød, mens hver femte oftere køber billigere kød end tidligere, f.eks. ved at udskifte oksekød med svinekød.
Også hjemme i køkkenerne sker der forandringer, viser undersøgelse. Her har 44 procent af os mere fokus på at forhindre madspild og få brugt alle vores rester. Hver fjerde køber mindre takeaway, og en femtedel lavere mere hjemmelavet mad.
Mens de fleste håndterer krisen ved at justere på indkøb og madlavning, må næsten hver tiende dansker tage mere drastiske sparetiltag ved at springe nogle måltider over på grund af prisstigningerne. Det svarer til godt 400.000 voksne personer.
Blandt danskere med en husstandsindkomst på under 300.000 kr. er det godt hver sjette der af og til springer måltider over på grund af prisstigninger. Og også enlige er i særlig risiko for at måtte droppe måltider.