Fastelavnsbollerne er allevegne i januar og februar – både de gammeldags, de flødefyldte og de fancy. Og fastelavnsbollerne er blevet mere og mere populære i Danmark!
Siden 2017 har vi set en stigning i antallet af danskere, som spiser fastelavnsboller i perioden omkring fastelavn.
I 2017 var det 37 % af os danskere, der fejrede fastelavn ved at spise mindst én fastelavnsbolle. I 2021 var tallet steget til 50 %, og i 2025 havde 77 % fejret fastelavn med at sætte tænderne i en af de lækre boller.
Nogle madtraditioner hænger tæt sammen med en fysisk anledning eller dato, fx middagen juleaften. Fastelavnsbollernes popularitet kan måske skyldes, at de ikke nødvendigvis indebærer fysisk samvær eller en specifik anledning. Tværtimod kan det at spise det samme, fx en fastelavnsbolle, være en måde, hvorpå det bliver muligt at deltage i et større interessefællesskab uden at være sammen fysisk.