Projektnavn:
Klimaindsats Roskilde Kommune
Roskilde Kommune ønsker at reducere sit klimaaftryk fra fødevareindkøb med 25 % inden 2025. For at nå det mål er kommunens indkøb af fødevarer blevet kortlagt. Madkulturen vejleder på den baggrund kommunen i, hvordan køkkenerne kan nedbringe deres CO2-udledning.
Partnere: Roskilde Kommune
Projektperiode: 2021-2023
Roskilde Kommune har sat et ambitiøst klimamål frem mod 2025: En reduktion på 25 % af klimaaftrykket for indkøb af fødevarer til kommunens køkkener. Det gælder ældrepleje, daginstitutioner, klubber, skoler, rådhuskantinen og øvrige mindre institutioner.
Kommunen indsamler data både for sit samlede fødevareindkøb og for de enkelte køkkener. Ud fra de data bliver CO2-udledningen beregnet.
Madkulturen vejleder på baggrund af denne kortlægning i, hvordan de enkelte køkkener kan reducere deres klimaaftryk. Fokus vil primært være på, hvor man kan reducere mængderne af animalske produkter, skifte til andre typer og erstatte med bælgfrugter og grønt.
Det er dog også et vigtigt fokus i projektet, at omlægningerne i indkøb tager hensyn til det enkelte køkkener og deres brugere. Der er nemlig vidt forskellige krav til ernæring, alt efter om køkkenet laver mad til småbørn, småtspisende ældre eller rådhusets medarbejdere. Derfor samarbejder Madkulturen med nøglepersoner inden for de enkelte områder om, hvordan vejledningerne kan blive omsat til praksis. På den måde kan projektet tage højde for lokale forhold og sørge for, at forandringerne er mulige at realisere og forstyrrer den daglige drift mindst muligt.